Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Tage Høj skriver på vegne af venner og kammerater på Â»Æ Tyskerhavn« følgende mindeord om Søren Vejlgaard Nielsen, Hvide Sande: Der blev underligt stille på Tyskerhaven, da beskeden om Søren Vejlgaard Nielsens død torsdag eftermiddag nåede frem. En legendarisk og kendt skikkelse var død, efter nogle måneders svær og tiltagende sygdom. Blandt venner var Søren, med tilnavnet Ørgård, kendt for sine lunefulde og altid godmodigt drillende bemærkninger, til stort set alt hvad der rørte sig på havnen og i samfundet. Et lyst sind og en humoristisk tilgang til tilværelsen var ken detegnet for fiskeren, familiefaderen og vennen, som hele sit liv boede mellem hav og fjord. Altid var han klar med en kvik bemærkning, og det uanset om det var de lokale som kiggede ind, eller det var de mange sommerhusgæster, som lagde vejen forbi. Med årene tillærte han sig da også en række tyske verber, og på en god blandin g af jysk og tysk stod han for salget af Schollen og Seelachs, når der dukkede en tysk turist op på kajen. Søren var et hjemstavnens mand, og sjældent tog han turen uden for bygrænsen. Og skete det endelig, var han hurtig om atter at få kursen stukket ud mod hjembyen Hvide Sande, som han betragtede som det absolut bedste sted at være. At komme på Â»Æ Tyskerhavn« var hans et og alt. Her var han sammen med vennerne, og her følte han sig hjemme. Fra tidlig morgen fandt man Søren i det lille redskabshus med navnet Â»Æ Tyskerhavn«. Her regerede han, og havde indrettet sig hyggeligt og rart, og som det ordens menneske han var, lå alting altid på sin rette plads. Her var der atmos fære og miljø, og vigtigst af alt der var plads til folk med vidt forskellige meninger - her blev der ikke set ned på nogen - høj som lav kom hos » Søren Sporvogn«. Søren vidste man, hvor man havde. Uden omsvøb sagde han sin mening, og det var han i høj grad respekteret og værdsat for. I redskabshuset hos Søren er utallige emner blevet drøftet og diskuteret, og ofte er bølgerne gået højt, men aldri g højere end alle er gået derfra som venner. Der blev lyttet, når Søren tog ordet for at øse af sine mange års erfaring som fisker, eller når han rigtig i stødet, begyndte at fortælle en af sine mange historier, som han krydrede og gjorde tilpas spændende og vovede med en skøn bland ing af, hvad der lige faldt for, og så den skinbarlige sandhed. Søren havde organisatoriske evner, og derfor var det naturlig for ham, at stå i spidsen, når de årlige mesterskaber i det lokale kortspil »Agurk«, skulle arrangeres. Langt over 50 mand samlede han hvert år til spil, spisning og socialt sam vær. Han var et selskabets menneske, og som sådan nød han at være sammen med vennerne i festligt lag. Særlig omsorg drog Søren for de unge mennesker, som kom på Tyskerhavnen for at fiske på fjorden, aldrig gik de forgæves til Søren, når det drejede sig om et godt råd eller en hjælpende hånd. Utallige gange er han blevet på havnen fo r at holde øje med, at de kom sikkert i havn, når de havde været på fiskeri. Men han var heller ikke bange for at give en løftet pegefinger, hvis de trådte ved siden af, og trængte til på en godmodig og lærerig måde, at blive rettet lidt ind til højre. At Søren var en sjælden personlighed, hersker der ikke tvivl om. Med sin karismatiske positur og som den kendte person han var på havnen, var han da også ofte portrætteret i monologer og revytekster, når den årlige »hawfest« revy rulled e over scenen. Søren var på mange områder omdrejningspunktet på Â»Æ Tyskerhavn«, og i sin karakteristiske blå kedeldragt var han nem at få øje på. Et kapitel er slut - minderne vil leve om Søren - en mand som var sin egen, men som også forstod at lyt te og lade andre komme til. Sådan vil vi som venner og kammerater huske Søren Ørgaard. Vore tanker går i disse svære dage til Ella samt Bjarne og Hanne og Louise og Anette som har mistet en god mand, far, svigerfar, bedstefar og oldefar. Æret være Søren Vejlgaard Nielsens minde.